Hvorfor er GDPR vigtigt?

Del opslaget

Hvorfor er GDPR egentlig vigtigt? Det er måske et spørgsmål du stiller dig selv ofte og det kan også være svært at forstå hvorfor, det netop er så vigtigt. Det vil jeg prøve at uddybe i ugens emne.

GDPR handler om tillid til digitalisering

Mange ser desværre GDPR og databeskyttelsesarbejdet, som begrænsninger i deres hverdag og muligheder for at udvikle deres forretninger.

Og i nogle tilfælde medfører persondatareglerne da også, at organisationerne skal være sig selv mere bevidste, når de behandler personoplysninger.

Det kan være at man skal have et lidt bedre overblik over de aktiviteter, der indebærer behandling af personoplysninger; at man skal være lidt skarpere på, hvad formålene er og være lidt dygtigere til at rydde ud i gamle oplysninger.

Alle øvelser, der alligevel gavner organisationen.

Ansvar i samfundet

Men udover at det er fordelagtigt for den enkelte organisation at kende sig selv bedre, så bidrager det også til fælles tilliden, at både organisationerne og samfundet som helhed kan håndtere personoplysninger på en forsvarlig måde.

Og det er netop den tillid, der skal drive værket.

Værket værende et stærkt digitalt indre marked i EU, hvor borgerne tør lade virksomheder og myndigheder behandle deres data digitalt, så det hele ikke skal foregå med pen og papir.

I Danmark er vi meget tillidsfulde både online og i den virkelige verden. Det er dog ikke alle i Europa, der uden videre kan læne sig tilbage, og lade deres regeringer og virksomheder behandle personoplysninger uden at bekymre sig om oplysningerne bliver misbrugt.

De europæiske medlemslande har derfor fastsat en fælles ramme for, hvordan man må behandle personoplysninger, når man både skal tage hensyn til de registreredes rettigheder og behovet for frit at kunne udveksle personoplysninger i den Europæiske Union.

Så næste gang du synes at det der GDPR er lidt for irriterende, så husk at alternativet er en mindre digital hverdag, hvor man står i kø på posthuset og hos offentlige myndigheder og sorterer rudekuverter hjemme ved køkkenbordet.

Spørgsmål?

Vi håber at du blev klogere på ugens emne. Har du spørgsmål til ovenstående er du mere end velkommen til at kontakte Daniel på dht@legaltechdenmark.com. Du kan læse flere ugens emner her.